Svar på kommentar

Olympiade for faglært arbejde i Leipzig

Danmark hentede medaljer og anerkendelse ved Worldskills 2013, men måske er provokationen af vores uddannelsestænkning den største præmie. En stor kommunikationsindsats er nødvendigt, hvis de faglige uddannelser skal sidestilles med det boglige gymnasium. Læs, se og hør om konkurrencen og dens danske deltagere

Foto og billedredaktion: Julian Bruhn Lau, 18 år 

Kirker og kunstmuseer løfter ferien, men glem ikke, at Leipzig nok også er en messe værd. Hvorfor tager I dog til Worldskills i sommerferien, spurgte medrejsende min 18-årige søn og jeg. Vi kendte ikke rigtig svaret, før vi havde været der, var blot drevet af nysgerrigheden og vel også af de enorme tal: 1000 deltagere, 46 discipliner og 200.000 tilskuere på de 90.000 kvadratmetre under tag.

 
 
En konkurrence i håndværk, skills. Måske bedre oversat ved en konkurrence i ”faglært arbejde”. Allerede har begynder inspirationen, for hvor vi nemt forbinder håndværk med arbejdet som murer, tømrer og snedker, viser det sig jo, at moderne ”faglærte arbejdere” også tæller robotteknikere, netværksspecialister, procesoperatører, kokke, tjenere, automekanikere, frisører, gartnere, industriteknikere, grafikere og mange andre.
 
 
Et tusinde deltagere konkurrerede, fire dage i træk, med rolige hænder og koncentrerede øjne, og det endda medens 200.000 kiggede nysgerrigt: Hvordan vill det gå, når robotten skal samle klodser op og stable dem til en statue; fræseren programmeres, så den som kniv gennem smør skærer metalkuber ud til fine maskindele; den bulede skærm lakeres, så den bliver som ny; den demente af SOSU-assistenten behandles respektfuldt; emballagen designes; frisuren klippes kreativt; og rå mursten og brædder forvandles til smukke bygningsdele?
 
 
Efter at have set de 1000 deltagere arbejde på de mange stande ved vi nu, hvad vi skulle der, og hvilke spørgsmål oplevelsen rejser:
 
Begynder mange unge her efter sommerferien på en bog-gymnasial uddannelse, som de i virkeligheden ikke ønsker og derfor heller ikke kan mobilisere energien til at gennemføre?
 
Skyldes den store søgning til den bog-gymnasiale uddannelse, at forældre og lærere slet ikke kender til det mangefold af professioner og muligheder, der er udenfor den akademiske og højtuddannedes cirkel?
 
Vil et lokalt samarbejde mellem skole, virksomheder, kulturliv og arbejdsmarkedets parter kunne give børn og unge et førstehåndsindtryk af de mange mulige arbejdsliv efter skolen?
 
Forsømmer vi at påskønne enhver ung, der uddannet sig, og burde der ikke være hestevogne i gaderne og artikler i bladene også når de unge faglærte får deres uddannelsesbevis?
 
Skal politikere og hele samfundet til at mønstre en respekt for faglig kvalitet og hengivenhed i alle discipliner og ikke kun tænke Danmark som en økonomi, der skal udtænke masterplaner til praktisk udførelse i lavtlønsnationer?
 
Er frafaldet på erhvervsskolerne og den ringe søgning til faglige videreuddannelser (dokumenteret af Ugebrevet A4) en følge af politiske prioriteringer, der ikke ligefrem gør det cool at søge ind på en erhvervsuddannelse eller søge ind på fx AMU-kurser?
 
Burde efteruddannelse for både faglærte og ufaglærte være en naturlig del af arbejdsåret, som den er det for lærere, læger og advokater?
 
Har erhvervsskolerne lige så lækre fysiske uddannelsesmiljøer som gymnasierne?
 
Er nogle af de mellemlange og faglige uddannelser blevet for akademiske i deres tilgange?
 
Hvordan kan vi ligestille ungdomsuddannelserne og samtidigt sikre alle unge et fag og den almene dannelse, der er en forudsætning for aktivt medborgerskab?
 
 
 
 
  
Det næste verdensmesterskab finder sted i San Paulo, Brasilien, og det er vel lidt langt at rejse, hvis man vil opleve skills i verdensklasse; men håndværk og faglært arbejde af høj karat foregår for vore øjne hver eneste dag, og udøverne fortjener uddannelse, respekt sammen med en god og hvid løn. De unge og deres forældre må til gengæld vælge erhverv med hænder, hjerte og hjerne og ikke tankeløst følge folkeskoleklassens flertal hen i gymnasiet.
 
 
Når disse tanker sættes igang hos besøgende er man lykkedes med at sætte en ny dagsorden. Gennem konkurrencen har man fået os til at tænke nyt. Den politiske opgave. der venter er imidlertid fortsat svær og den tilhørende kommunikative indsats er enorm og fantasikrævende. Blot er der ingen vej udenom. De danske medaljer, der blev hentet, og de rolige hænder og de koncentrerede øjne i Leipzig kræver det.
 
 
 
 
God sommer med et til lykke til de danske deltagere og organisationen bag: SkillsDenmark
 
Knud Lindholm Lau
 
 
Audiointerviews:
 
 
Fotos fra oven:
 
Tømrer Tobias Skov Pedersen, Københavns Tekniske Skole (Medaillon of excellence) 
Deltager, IT netværk
Bygningsmaler Jacob Kofod, Malerfirma Brian Kofod
De deltagende nationers flag
Autolakerer Mathias Frimor, 3N Lakering (Bronze)
Murer Mathias Nielsen, egen virksomhed (Sølv)
 
Links:
 

 

Svar