Svar på kommentar

Retorikkonference i Lund: Indtryk og inspirationer

Femte Nordiska Konferencen för Retorikforskning | Lund 15 – 17. oktober 2014

Retorikprofessor Christian Kock afsluttede tre dages konference med endnu et indlæg i sin sympatiske kamp for at hæve niveauet i den politiske samtale, nu også med forslaget om at styrke det ”retoriske medborgerskab”. Særligt i skolen bør der sættes ind med undervisning, der udvikler evnerne til at forstå det politiske budskab og problem i al dets kompleksitet og til at deltage i politiske processer på et reflekteret grundlag. Retorik som fag opfattes som en ”uddannelse til samfundet”.

 

Hermed placerede Kock sit fag langt fra den optagethed af sproglig udsmykning og gusten overtalelse, det enten til tider har praktiseret eller til andre tider er blevet uretfærdigt påduttet. Opfattelsen af retorik som en ”uddannelse til samfundet” forekom mig at præge de workshops, jeg deltog i, og mange bidragydere var velgørende optaget af at analysere reelt forekommende kommunikationsfænomener. 

Med dette snit var der masser af inspiration at hente for den underviser, rådgiver eller formidler, der gerne skeler til teori fra alle tænkelige fag, og jeg skal forsøge at gengive nogle af resultaterne og mine indtryk fra en del af konferencens indlæg - så godt jeg nu kan. Indlæggene var nemlig mange, det gik stærkt, og der forelå ingen færdige, skriftlige konferenceindlæg.

 

Dette er ikke en lakridspibe

Man husker måske opstandelsen over, at EU som sådan angiveligt ville forbyde lakridspiben? Den var vel, piben, egentlig mere glemt end elsket, men fik sandelig en anden lyd, da en journalist blæste en enkelt EU-parlamentarikers strøtanke op til at være en nærmest konspiratorisk plan fra hele det samlede og væmmelige ”EU”. Forsider blev ryddet, tårer blev fældet og det europæiske samarbejde latterliggjort af bl.a. Morten Messerschmidt. Selv om hele affæren ikke var andet end en storm i et glas journalistwhisky, lykkedes det ikke de behjertede folkeoplysere fra informationskontorerne at overbevise offentligheden om, at den journalistiske historie var forkert.

 

Efter en analyse af Sine Nørholm Just fra CBS, stødte logos og pathos her sammen med et retorisk brag. De sagligt orienterede EU-kyndige stirrede sig blinde på det, der forekommer at være rene facts, og førte derfor logosargumenter frem mod de utilfredse borgere. Samtidigt ekskluderede de på forhånd følelserne – pathos – som legitime indlæg i den politiske debat; men netop ved at ekskludere pathos overser man nemt de bagvedliggende årsager til stormen, og man får aldrig reageret på det, der potentielt blev udtrykt: En frustration over EU som sådan.

Vel kan man ikke afgøre eksistensen af et EU-forslag med følelser, men som kommunikatør – finder jeg – gør man alligevel klogt i at lytte til følelsen, for den udtrykker jo noget. Måske at hele piben smager mindre af lakrids end af surt udkrads, og det er den sidste sansning, man skal hæfte sig ved. Kun ved at forstå holdningen og oplevelsen bag ved protesten over det ikke-eksisterende forbudsforslag kan man starte en meningsfuld dialog om det, der reelt kommer til udtryk gennem pathos.

Fra den interpersonelle kommunikations område kender vi til rådet om at lytte aktivt til sin samtalepartner: Signalér, at du ikke blot hører noget, men vær i aktivitet, så du forstår det sagte og tilkendegiv, at du forstår og overvejer det. Kun derved får man mere at vide, kun derved kan man forklare sin egen sag i reel kontakt med sin dialogpartner. I den offentlige debat, derimod, kan man som selvopfattet rationel debattør udelukke følelserne og deres udtryk, altså med retorikvidenskabens egne begreber: Afvise pathos som blot værende følelser uden beviskraft og af al kraft fremføre sit eget fornuftsargument, logos. Problemet er, at der tales om to helt forskellige ting, og at der  skal tales om begge dele, om både lakridspiben og EU-frustrationen.

En meget brugbar erkendelse, som kan overføres til fremtidigt arbejde, og måske også kan anvendes til at forstå den splittelse, der er opstået over indvandrings- og flygtningepolitikken i næsten samtlige ellers normalt humanistisk orienterede partier. Sagt kort og metaforisk: Vestegnens udsagn om indvandringens problemer blev tolket som en følelsespræget kritik af indvandrerne og deres kultur og dernæst imødegået med masser af oplysning om det faktuelt forkerte i kritikken. Lige meget hjalp det, for bag kritikken lå måske noget helt andet – fx en social frustration – som man aldrig kom i dialog om. En dialog havde sandsynligvis afdækket, at der ikke lurede nogen særskilt racisme i arbejderklassen på vestegnen, selvom der unægtelig blev talt i pathosvendinger, der kunne efterlade det indtryk. Et enkelt spørgsmål kunne måske have fastholdt landet på sin fremmedinkluderende kurs: Kan I ikke lige sige lidt mere, så vi bedre forstår, hvad det handler om for jer?

 

Giv os sprogkritikken tilbage

Der er min fornemmelse, at mange efterhånden har fået nok af spindoktorernes påvirkningssprøjte, og en stor indsats fra kritiske journalister, retorikere og sprogforskere har udstillet det latterlige i fx politikeres gentagelse af de samme fraser, uanset det stillede spørgsmål; men vi kan på den anden side ikke få for meget af det, der for hundrede år siden blev benævnt ”sprogkritik”, som – i min formulering – afdækker mentaliteten bag det sagte og afslører, hvad sproget, skjult eller åbent, vil have os til at tro, tænke eller gøre.

Billeder, film, events og meget andet er en del af det samlede billede, og det er derfor kun godt, at en kommende ny udgave af undervisnings- og metodebogen Heder og påverkan- Att analysera modern retorik vier et helt afsnit til visuel kommunikation. På konferencen fremdrog Brigitte Mral et eksempel fra den svenske valgkamp, Sverigesdemokraternas plakat med det sverigsgule slogan: Ge oss Sverige tilbaka!

 

 

Helt bortset fra, at teksten pådutter os, at nogle har taget Sverige fra os, males der et fantastisk billede af det tabte. Det var jo dengang, hvor drengen frisk sørgede for fisk fra den sverigesblå sø bagude, medens pigen plukkede blommar til sin mor, begge iført de hvideste uskyldsklæder, uplettede, glade med sollyst hår og kernesund holdning og hud. Det var tider, dengang pigen kiggede henført på jægerdrengen, sammen følger de den bugtede vej gennem det blomstrende landskab. Alt dette har nogle taget fra os – og disse nogle hører ikke engang med til billedet.

Skal vi være myndige borgere, må vi bevidst aflæse disse tegn, så vi ikke forføres til en tænkning og handling, vi ved nærmere eftertanke slet ikke bryder os om, og vi må overveje, hvilken grundlæggende verdensforestilling og mentalitet, der gemmer sig bag denne visuelle ytring.

 

Dem, der ved det, de andre ikke ved

Mathias Møllebæk fra Københavns Universitet satte med eksempler spørgsmålstegn ved den demokratiske virkning af de såkaldte konsensuskonferencer, en form for involvering af borgerne i beslutninger, særligt udviklet af det danske Teknologirådet, og anerkendte verden over for bestræbelsen på at stille redskaber til rådighed for borgeres reflekterede deltagelse i rådgivningsprocesser.

Processens ekspertpanel svarer blot ofte de spørgende borgere ved at antage holdninger og viden, der ikke nødvendigvis er rigtige, og når der svares, relaterer svaret sig ikke nødvendigvis særlig tæt til spørgsmålet – og oven i købet kan den svarende ekspert uden videre gå udenfor sit fagområde, hvorved jo selve ekspertbegrebet udvandes noget.

Jens E. Kjeldsen og Jonas Bakken fra Universitetet i Bergen undersøger lidt selvkritisk retorikernes medvirken i medierne som kommentatorer. Hvem gik sejrrigt ud af en politisk debat, hvordan klarede statsministeren åbningstalen og dronningen nytårstalen? Men måske er det mere rigtigt ikke at tale om  medvirken, men snarere om mediernes brug af retorikere i artikler og programmer. Efter Bakken trækker tre grunde i retning af brugen: Det er billigt stof at producere, vi har som publikum et behov for et fælles tjek og evaluering af offentlig fremtræden og retorikerne lægger faglig støtte til mistanker, man som lægmand måtte have.

Det bliver spændende at følge undersøgelsens resultater, for vi trænger i almindelighed til at få belyst og problematiseret det faglige grundlag for eksperternes medvirken. Uafladeligt optræder der bankøkonomer i medierne og man kan med rette spørge, hvad deres baggrund skulle være for at udtale sig om huspriser eller virkningen af den russiske fødevareboykot?

 

Politiske kommentatorer udgør en anden slags eksperter. Mette Bengtsson fra Københavns Universitet har fået den oplagte og gode idé at undersøge, hvordan læserne opfatter deres analyser og profetier og bagefter forelægge læsernes udsagn for de undersøgte kommentatorer. Trukket lidt hårdt op – som en kommentator ville gøre det – kan man udpege læsernes kommentarer som en ganske knusende dom. Når Thomas Larsen i Berlingske fx mener, at Nikolaj Wammen som justitsminister ”vil kunne begå sig på det svære retspolitiske område”, spørger læserne om hvorfor? Er han jurist eller noget andet? Hvorfor er det område svært? Det er jo bare en påstand, bemærker en læser og en anden supplerer: Det er svært at fortælle videre. Hvis nogle spurgte, kunne jeg kun sige, at ”det siger Thomas Larsen”. Av av, ville jeg sige, hvis jeg var politisk kommentator.

 

Kjell Lars Berge fra Oslo Universitet slog til lyd for, at retorikken har mange ”gode venner at hente i andre discipliner” og opstillede et flot katalog af norske undersøgelser, der fx klarlægger måden fremtidsbilleder konstrueres på i offentlige udredninger; der forsker i samspillet mellem TV-journalister og politikere og vier  gode råd til journalister, så valgudsendelser med mindre råben og mere dialog blev anvendelige som vejledning til at tage politisk stilling; og påviser, hvordan partiprogrammerne er blevet udvandede af hensyn til vælgermaksimering.

Omvendt kunne retorikkens venner, politologien, kommunikationsvidenskaben med flere, også lære noget af retorikken, der efter Berge udmærker sig ved at have indbygget en etisk dimension i sine teorier. Det ville være spændende, om nogle kunne skrive lige præcist den bog: ”Retorikkens etik” eller "Kommunikationens etik", for retoriker eller ej: Kommunikation tilrettelægges for øjeblikket med brug af alle tænkelige spinredskaber og retoriske kneb.

 

Undervisning

Beretninger om undervisningsforløb i mundtlig fremstilling rakte fra universitetslæreren, der lader de studerende gå igennem opgaverne fra den antikke retorikbog Progymnasmata til en universitetslærer, der med tværfaglig inspiration fra retorik og filosofi har udviklet træningsmetoder, der kan benyttes på meget store hold.  

Den antikke bog med den vanskelige titel – det hjælper at sætte en trykstreg under den tredjesidste stavelse, så man altså siger progymNASmata – er i øvrigt oversat af underviseren selv. Anders Ericsson fra Lunds Universitet er et af disse renæssancemennesker, der ubesværet glider fra klassisk græsk og latin til rollen som festtaler og konferencevært, og han har modet til at anvende en klassisk tekst i en moderne sammenhæng. De studerende føres i hans progymnasmatabaserede undervisning ind i tale- og skrivekunsten med simple fortælle- og beskrivelsesøvelser, for efter en passende progression i sværhedsgrad at ende med anbefalinger af et lovforslag. Det sidste lyder lidt komisk, men modsvarer jo helt det behov, de højtstående fædres drengebørn ville møde, når det blev deres tur til at tage de politiske beslutninger i oldtidens græske polis.

 

En enkelt af øvelserne i Progymnasmata er kontroversiel og gav anledning til en spændende debat. Anders Sigrell, Lunds Universitet, fandt det uetisk at undervise i smæderi, som øvelsen lægger op til.

 

Sproget vælges i en given situation ud fra det sproglige forrådskammer – af retorikerne kaldet copia – og der er ingen grund til at lægge smædetalen ind på hylden af valgmuligheder. Det er for nemt, hvis underviserne vasker sine lærerhænder, som Pontius Pilatus vaskede sine.

At smæde andre har ingen kvalitet, men måske hører øvelsen, efter min opfattelse, alligevel hjemme i øvelokalet, for netop ved at lave en smædetale kan man blive opmærksom på de følelser, den afstedkommer i én selv, og derigennem komme til at kontrollere den sødmefyldte fornemmelse vi alle kender, når vi rigtig giver hadet gas, og som uden kontrol får spændte situationer til at eskalere. Hadet mod det andet menneske findes, men det er ikke nødvendigvis et voksent menneske værdigt at lade det komme tankeløst til udtryk.

Fra RUC fortalte Henrik Juel om en undervisning i mundtlig fremstilling, der lærer den studerende at formulere sig uden brug af manuskript og som gennem praktiske formuleringsøvelser, udviklet til store hold, får munden på gled og formuleringsangsten til at aftage. Underviserne har taget et opgør med den såkaldte partes-lære, der fra oldtiden har insisteret på en ganske bestemt række forberedelsesfaser før ”talen”. Som talelærer kan jeg kun sympatisere med den bestræbelse. I praksis er det aldrig sådan, at taleren 1) finder stoffet, så 2) disponerer, så 3) formulerer sit manus, så 4) memorerer manus og endelig 5) fremsiger talen. Al praktisk erfaring viser, at man gør vel i at hoppe rundt i disse faser – ja, nogle gange kan man endda begynde sin forberedelse bagfra.

 

Som uddannet i en dansk talelærertradition, der rækker fra Viggo Forchammer over Kristian Riis til Jens Chr. Schmidt, genkender jeg en del i disse to helt forskellige tilgange til undervisning i mundtlig fremstilling. Der er elementer fra både Progymnasmata og RUC, blot ser man i talelærertraditionen en stor kvalitet i at jonglere med øvelser og inspirationer efter behovet hos den enkelte elev, fremfor at gennemløbe et fastlagt program.

 

Metodeudvikling

Retorikken har dyrket studiet af argumentationen, fra den strenge syllogismelære om to præmisser, der kan lede til en konklusion, til Toulmins redskaber påstand, observation (også kaldet belæg) og regel (også kaldet hjemmel), der kan føre fra observationen til beviset for påstanden. Kort sagt. 

Man leder efter en måde at klassificere indgående argumenter på. Mika Hietanien fra Helsingfors Universitet arbejder på sagen og modtager gerne forslag.

Iben Brinch Jørgensen arbejder med retoriske feltstudier, hvor retorikeren med kød og blod indlever sig i en situation og hjælper dens aktører med at opnå indsigt og problemløsninger. Som jeg forstår det en slags retorisk aktionsforskning.

Gunilla Almström Persson fra Stockholms Universitet rejser spørgsmålet om, hvorvidt retorik og samtaleanalyse kan forenes. Den sidste betegner detailstudier af dialoger, hvor forskeren virkelig tager kommunikationsluppen frem for at studere virkningen af de mindste mekanismer og forekomster, helt ned til længden af pauser og udtale af enkelte stavelser. Analysemetoden er fx blevet brugt til at studere dialogen i medarbejdersamtaler og selv har jeg benyttet den i studiet af advokaters klientkommunikation.

 

 

Skulle jeg besvare spørgsmålet om foreneligheden af retorik og samtaleanalyse, ville svaret blive et ja. Samtaleanalyses elementer kunne vi antage at være et resultater af samtalens omgivelser som fx det formelle forhold mellem de samtalende, den aktuelle situation og samtalens formål og betingelser. Så det ligger lige for at teoretisere over de retoriske omstændigheder, der kan påvirke samtalens mikroskopiske elementer.

Sagen og faget

Jeg tør næsten ikke skrive det følgende, for skulle en politiker læse med, kunne resultatet blive en hurtig sammenlægning af 20 – 30 institutter og uddannelser, så lad være med at sige det videre: Retorik, psykologi, filosofi, journalistik og generel kommunikationsvidenskab har et fælles genstandsområde, nemlig den menneskelige kommunikation i alle dens afskygninger og kanaler.

Samtidigt har de nævnte fag selvfølgelig også sine helt egne genstandsområder. Retorikkens etiske besindelse er allerede nævnt som et, og vi kunne tilføje forpligtelsen til at kende sin egen historie og bygge videre på den som et andet. Derved får retorikken en humanistisk dimension, som andre fag burde medtænke, og man kan da kun blive glad ved tanken om, at der snart udkommer en antologi af retoriske tekster med bidrag netop langt væk fra både tid og rum, fra antikke tekster til tekster fra ikke-vestlige verdensdele.

Omvendt ligger andre kommunikationsorienterede fag inde med både praktisk og teoretisk viden om samspillet mellem mennesker, der efterlader retorikken lidt på bagperronen, når det drejer sig om fx organisationskommunikation, ledelse og kommunikation, facilitering, konfliktløsning og tidssvarende præsentation samt træning af stemme og krop.

Men ingen kan eller skal det hele, forskellighederne er nævnt for at opfordre den enkelte underviser, rådgiver og formidler til at trække på alle discipliner. Alene rejsen til nabodisciplinen er en oplevelse. Tro mig, tiden står næsten stille, når man møder en klassisk filolog, der er i stand til at sætte sig i forbindelse med mennesker, der nedskrev tanker og oplevelser for flere tusind år siden. Og mon ikke en klassisk orienteret retoriker af og til kan føle den samme glæde ved læsning af den elegant udformede empiriske undersøgelse af et kommunikationsforhold?

At ringeagte den moderne kommunikationsvidenskab ville være at smide landkortet væk under en ekspedition i ukendt terræn. At tilsidesætte retorikkens klassiske tekster, blot fordi de er antikke, ville svare til at smide gamle kærestebreve væk. Sådan noget gør man da ikke.

 

Konferenceprogrammet findes her

Svar