Svar på kommentar

Er der noget bedre end en god fortælling?

Ja, det er der mange gange og dermed også sagt, at man skal vare sig for færdige opskrifter, fx netop den opskrift med storytelling som den vigtige ingrediens. Historien kan befordre, ja, men bestyrelsen eller direktionen sidder jo ikke ligefrem og venter på historier, men på klart fremstillede facts til grund for en beslutning; dommerne efterspørger ikke historier, men faktum og jus, der kan føre til et domsresultat. Lyttere og seere er vist også ved at være trætte af politikere, der har mødt ”ganske almindelige mennesker”; og endeligt kan mange faglige forhold ganske simpelt ikke formidles med ”historier” – og blogindlægget her er jo heller ikke formuleret som en fortælling om udvikling over tid.

Historier kan nok gøre os forventningsfulde, for hvordan ender det hele mon? Men mere generelt beskrevet handler formidling om at skabe begæret efter det næste sekund, at få publikum til at følge taleren. med interesse vente på det næste, der siges, og selvfølgelig også gerne at overveje det sagte positivt.

Her gives der flere andre genrer end fortællingen, og i det hele taget er der mange udtryksmuligheder for taleren med noget på sinde; blot skal de vælges efter situationen, publikummet, kulturen, målet og talerens muligheder. Man må opbygge sit register af muligheder, af copia, som det også hedder: Fra stemmen og kroppen over disposition og sprog til hele processen og forholdet til publikum.

Kunsten er at smide opskriften væk, trække på sættet af de muligheder, der passer til opgaven, og så samtidigt glæde sig over, hvor udviklende, nærværende og sjovt det så bliver at formulere sig. Man lærer ligefrem nyt om sit stof ved at tale og præsentationsopgaven kan blive noget, man ser frem til og både taler og tilhører bliver klogere og i en dialog kan løfte forståelsen og muligheden endnu højere.

--
Læs eventuelt mere i Knud Lindholm Lau, Nej til den færdige opskrift - støt copianske befrielsesbevægelse, i Det rummelige sprog, Dansklærerforeningen, 2009.

Svar