Svar på kommentar

Anmeldelse: Stemmen og tilhørerne

 

Jette Barholdt Hansen og Hanne Smith Pedersen (red), Stemmen og tilhørerne – Taleundervisning i retorisk perspektiv, Retorikforlaget, 2016.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

Vi har fået en dansk metabog om stemmen, altså en bog, der ikke handler om stemmen som sådan, men om undervisningen, der skal udvikle den. Tak for både bog og for et universitet, der i kraft af offentligt finansieret humanistisk forskning kan sætte sig i spidsen for et sådant initiativ.
 
Bogen er nemlig meget velkommen, særligt, fordi den i Jette Barnholdt Hansens indledningskapitler tager klart stilling til nogle grundspørgsmål og dermed vil bidrage til at fremtvinge en faglig afklaring. Hun gør for det første op med ideen om en universel metode til stemmemæssig udvikling. Tværtimod skal en undervisning sammensætte et individuelt program med ”øvelser, der er hentet fra diverse stemmebrugsmetoder”(s 57) og et helt kapitel vies til analysen og vurderingen af en given stemme og dens bruger. For det andet tager Jette Barnholdt i et samarbejde med filosoffen Klemens Kappel tilløb til en taleundervisningens etik. Med en skelen til mesterlærens og særligt de medicinske behandlerprofessioners etiske teorier får man normeret talelærerens opgave som den, der skal sikre elevens evne til at ”tage vare på sin egen stemme” (s 48).  Og endelig er de indledende kapitler præget af en stor kærlighed til skønlitteraturen, hvor man opfindsomt finder taleudfordrende elementer i tekster, der i sig selv er læseværdige. På den måde bliver taletræning jo til en leg – og hvorfor skulle den dog ikke være det? Adskillige andre betragtninger af retorisk art indrammer stemmen som en del af den mundtlige fremstilling, og det er også væsentligst om stemmen og kroppen – ikke talens ord og komposition – resten af bogen handler.
 
Praksis
Vi får levende, genkendelige og instruktive glimt fra talelærerens arbejde på forskellige områder, mange glimt, og jeg vil blot nævne det, jeg har udtaget til senere fordybelse. Lene Kleinschmidt skriver med både overblik og detaljer om skuespillerens og journalistens særlige udfordringer med mange praktiske øvelsesanvisninger og –referater. Liselotte Dam-Jensen underviser kommende præster og reflekterer interessant over nødvendigheden af talerens afklaring af sit forhold til teksten. Nanna Vestgård Sørensen betoner i sin fortælling om undervisning af især politikere og andre ledere det nødvendige i ”den pædagogiske støtte af klientens jeg”. Efter min smag og erfaring kan jeg godt komme i tvivl om givtigheden af det begreb. Om det mon indebærer en risiko for patronisering i strid med ønsket om elevens evne til at tage vare på sin egen stemme. Jeg genkender heller ikke beslutningstageren, der håndterer det daglige pres ved at reagere ”enten med distance eller stålsat ihærdighed”. Men når der plæderes for en ”sammenkædning af stemmebrugsundervisning og arbejdsudfordringer” opstår der for mig konturerne af et produktivt talelaboratorium, hvor ingredienserne tages ned fra både elevens og talelærerens hylder med god reagens til følge.
 
Glimtene fortsætter med G. Jan Tinges grundige gennemgang af palpation, her kunsten at undersøge stemmeorganernes tilstand og funktion gennem berøring. I forhold til mulige diagnoser fortsætter Tinge med forslag til behandling i form af udspænding, stemmegymnastik, massage og manipulation. Helt relevant anbefaler Tinge den uerfarne at holde sig tilbage fra såvel palpation som behandling gennem massage og fysisk manipulation.
 
Det praktisk rettede kapitel sluttes med Hanne Smith Pedersens 50 tætpakkede sider spækket med øvelser og, ikke mindst vigtigt, redegørelser for deres begrundelse og tilstræbte virkning. Her arbejdes der velgørende ikke blot med stemmedannelse, resonans og artikulation, men også med det, det hele jo i sidste ende handler om: Talens lydlige udtryk, altså dens prosodi. Stemmeteorien lider dog fortsat af nogle uklare begrebsbestemmelser, hvilket for eksempel kommer til udtryk i redegørelsen for resonans, der ”kan defineres forskelligt i forhold til talestemmen” og der fortsættes med forskellige måder at karakterisere resonansen på, fx med brug af de klassiske termer som brystklang og hovedklang og mere objektivt begrundede som nasal og oral resonans. Men dette er ikke definitioner på resonans, det er kategorier af resonans. Bogen har som programmatisk mål at invitere til et tværfagligt samarbejde, og viser det flot i praksis. Måske kunne stemmeteoriens begreber med fordel udvikles i et samarbejde med filosoffer, der jo er eksperter i begrebsbestemmelser og teoriopbygning? Men denne reservation ændrer ikke ved, at kapitlet er et godt katalog til inspiration i den daglige talelærerpraksis.
 
Påvirkning
Stemmens virkning på omgivelserne interesserer selvfølgelig enhver, der taler for at opnå et resultat af en art. Nanna Vestgaard Sørensen har undersøgt, hvordan vokale kendetegn som toneleje, kompression, støj og læsp påvirker lytterens opfattelse af talerens etos og agency, det sidste defineret (lidt uklart) som ”handlemulighed og talerposition”. Forskelige lyttergrupper blev udsat for seks stemmer med en karakteristisk placering på de nævnte karakteristika. I fokusgruppesamtaler er der indsamlet reaktioner på stemmerne, og det konkluderes blandt andet, at der er en klar sammenhæng mellem ”dominerende vokale kendetegn og lytteres tilskrivning af forskellige etos-dyder”. Resultater som disse bør føre til, at man i sin undervisning indtænker stemmens påvirkning af etosopfattelsen og i øvrigt stemmens kendetegn som en ”fast omstændighed i en talers kommunikationssituation”. Nogle af mekanismerne er i øvrigt kønsspecifikke, så et konkret råd kunne derfor være, at en kvinde med relativt højtliggende og luftigt stemme bør være ekstra stærk i argumentationen, en mand med lavtliggende og højtkomprimerede stemmer bør bestræbe sig ekstra på at forstå publikums bekymringer for fx de sociale konsekvenser af en foreslået strategi (s 178).
 
I kapitlet ”Stemmer der flytter stemmer” lægger Ditte Vibe Petersen sig i overskriften tæt op ad den klassiske undersøgelse ”Retorik der flytter stemmer”. Ærindet er det samme: Hvad flytter holdningen hos et publikum? Elleve informanter har gennemset og kommenteret tre klip fra TV-debatter mellem debattører, der både i stemme og holdning er markante. Resultatet ser ud til at passe med en normativ teori om den gode retorik: Den transparente stemmebrug – der ikke gør opmærksom på sig selv – flytter stemmer i talerens favør, hvorimod overdreven brug af emfatiske tryk og gestik virker negativt. En debattør med en meget hæs stemme, der nok kunne trænge til lidt gymnastik, tiltrækker dog også stemmer, selvom den altså ikke lever op til hverken kravet om transparens eller en sund funktion.
 
Vibe Petersen gør sympatisk rede for, at resultaterne, afledt som de er af reaktioner hos lægmænd, ikke skal medføre forkastelse af ”den retoriske stemmebrugslæres normative standarder og sundhedsmæssige forskrifter”, men at resultaterne udgør en heuristik (nok forstået som idégivende liste) til analyse af mekanismerne i specifikke kommunikationssituationer. Det samme kan givetvist siges om Nanna Vestergaard Sørensens undersøgelse. I det hele taget forekommer det mig, at undersøgelserne kunne have været tilrettelagt stærkere. For eksempel studeres det hos Vibe Petersen tilsyneladende ikke hvilke stemmer der flyttes, blot opgøres nettoresultatet efter påvirkningen, men når det er sagt, er det resultatet af to meget ambitiøse specialer, vi her får præsenteret i kort form.  
 
Samarbejdet
Bogen rundes af med to kapitler om samarbejdet med andre faggrupper – end de retorisk uddannede stemmelærere. De tre audiologopæder Solveig Gunvor Pedersen, Jenne Iwarsson og nestoren Inge Ernst Kølle introducerer til logopædien, altså faget, der arbejder med stemmer, der i en eller anden forstand er syge eller funktionshæmmede. Der er tale om et højt specialiseret universitetsstudium, der uddanner til arbejdet med stemmelidelser og vanskeligheder med sprog og tale. Efter redegørelser for forskellige typer af lidelser, deres diagnostik og behandling, kan man kun endnu engang tilslutte sig opfordringen til at elever med stemmesymptomer bør opfordres til at få stemmen undersøgt.
 
Også hvis der er alvorlige psykiske problemer kan der være grund til, at stemmelæreren henviser til andre eksperter. Psykiater Inger Beck nævner nogle af de signaler, man bør være opmærksom på, og som ikke skal listes her, de fortjener at blive læst og forstået i sammenhæng med alt det andet og meget spændende stof, kapitlet rummer. Der er tale om en sjældent set fremstilling, der evner at spænde fra de fundamentale teorier for sammenhængen mellem krop, stemme, sprog og psyke til de stemmekendetegn, hun som psykiater inddrager til forståelse af patienten.

Kritik
Jeg kan kun anbefale bogen til ”kommende talelærere”, som det hedder i første kapitel, men hvilken gruppe på bogens bagside alligevel er blevet udvidet til ”dem, der underviser professionelle stemmebrugere såsom politikere, undervisere, ledere, speakere og skuespillere”. Heldigvis har den sit udspring på et universitet, der i sin inderste sjæl vedkender sig et kritikkens princip som forudsætning for faglig udvikling, og derfor vil det kun være i bogens ånd, at jeg slutter med nogle generelle kritiske kommentarer.
 
Den første er allerede antydet i den udpegede forskel mellem de to formuleringer af den påtænkte læsergruppe. Jeg har det fint med, at bogen også anbefales til rutinerede lærere, for der er masser af stof at hente for alle, men en ekstra redigering kunne have fjernet sådanne diskrepanser og tillige have skabt en  mere ensartet indgang til de enkelte kapitler, uden at det havde fjernet det charmerende element af skribentens personlighed. Nu kan bogen ikke rigtigt beslutte sig for, om den skal præsentere skribenterne eller de skal præsentere sig selv. Jeg ville klart foretrække det første, men som et minimum en fælles standard.
 
Og når vi nu er ved formen, kan layoutet undre. Ligesom stemmen gerne må have nogle kvaliteter, der fastholder os - enten ved dens lokkende skønhed eller dens evne til at give udsyn til stoffet selv- må layoutet tilsvarende være appetitligt, transparent - eller begge dele. Der kniber det lidt. Med god vilje afkoder vi forsiden som komponeret af sinuskurver, men satsen synes placeret helt tilfældigt. Forordet er sat med mindst læselet fontstørrelse, siderne er fyldt overøkonomisk ud til toppen og der gøres alt for lidt for at få tekstens delelementer til at adskille sig fra hinanden, og læsningen bliver følgelig ganske trættende. Lidt smartagtigt er der ingen sidetal på højresider.
 
Nu var alt som bekendt også bedre i gamle dage. I hvert fald hvad angår notestil. Hvor var gamle bøger bare lækre med deres fodnoter nederst på siden, oven i købet med fuld angivelse af referencer, så man ikke, som her, først skal finde en fodnote bagerst i bogen, lad os sige det var nr. 94, for der at få at vide, at det drejer sig om Marin (1990), der så skal slås op i en litteraturliste. Miséren skyldes sikkert de bundne citationsformater for tidsskrifter; men her bestemmer man jo selv, og jeg savner den vekselvise læsning fra siden ned til fodnoterne, også for deres eksotiske Ibid og op. cit.
 
Redaktørerne fravælger bevidst den anatomiske indføring, som man kan læse mange andre steder, fx i Lone Rørbechs Stemmebrugslære eller i den mastodontiske og autoritative Speech and Hearing Science : Anatomy and Physiology af Willard Zemlin. Men når man først er kommet godt i gang med en bog, vil man som læser jo gerne have mere, og jeg fik undervejs den tanke, at der måske kunne skrives en anatomi og fysiologi, der fra begyndelsen tog sigte på de talepædagogiske problemstillinger og dermed få et helt nyt og frisk udseende sammenlignet med de traditionelle redegørelser for brusk, muskel og ligament med mere?
 
Bogen skal roses for at den kommer virkelig godt rundt i den danske litteratur, som jeg kender til den. I hvert fald den, der kunne byde sig til som et aktuelt alternativ, og dermed lever fremstillingen op til et smukt, men ofte forsømt, krav om videnskabelig kumulativitet: Når man har læst den sidste fremstilling i et fag, bør de tidligere gjorte erkendelser være dækket ind. Jeg savner dog af faghistoriske grunde Nordisk Lærebog for Talepædagoger, som vel var 50’ernes stort anlagte forsøg på at lave noget tilsvarende, men ellers rækker den danske litteraturliste helt tilbage fra Viggo Forchammers Taleøvelser, første gang udgivet i 1917 og altså dermed snart har 100 års jubilæum, dannende et fundament for den følgende kongerække af fagets ypperste som fx Vagh Rehling, Kristian Riis og Jens Chr. Schmidt, over Susanne Ekens Den menneskelige stemme toæ forfatternes og forfattermiljøets egne som Koch og Kleinschmidts Find din stemme. Og meget, meget mere, og det vil være betryggende for den snævre del af læsergruppen: De kommende talelærere, vel hovedsageligt studerende ved retorikuddannelsen i København, hvor man ser ud til at opruste på den mundtlige formulerings front.

Den indsats har man nu evnet at akkompagnere med en ganske dybtgående oversigt over fagets stemmedel, og man er så heldig at være ledsaget af et forlag, der, så vidt det kan ses, har udgivet denne lille smalle bog for egen regning og risiko. Det kan vi lide, og den slags dumdristighed vil blive belønnet i sidste ende. Til lykke!
 
Knud Lindholm Lau

 

Svar