Problemknuserprocessens medskaber Sid Parnes død, 91 år gammel

 

Sid Parnes i sit hjem, San Diego, 2002 (Foto: Knud Lindholm Lau, c 2002)

Der findes flere problemløsningsprocedurer, men ingen slår CPS, Creative Problem Solving, der blev udviklet af Sid Parnes og dennes samarbejdspartner Alex Osborn. Den egner sig til næsten alle typer af problemer, fra de tekniske til de sociale. Så kom med et problem, fra ønsket om en sikker køkkenkniv til børn over et nyt produkt til et bedre arbejdsmiljø på arbejdspladsen - processen vil give et resultat. I hvert fald efter et slidsomt arbejde, den giver nemlig ikke ved dørene, men insisterer på grundighed.

Nu er den længstlevende af de to procesopfindere afgået ved døden, efterladende sin hustru Bea. En epoke er slut, men et generøst menneske har sat et sjældent stort og varigt aftryk på sin eftertid, selvom næppe mange udenfor professionelle problemløsningsmiljøer forbinder hans og Osborns navn med de nu så vante begreber som brainstorm, divergens og konvergens.

Disse begreber indgår som elementer i en problemløsningsproces, der glimrer ved at respektere alle faser ligeligt, fra forståelse af problemet, høst af data, udvikling af ideer over prioritering til praktisk gennemførelse af løsningen. Den divergent tænkende, der ryster ideer ud af ærmet, rangerer ikke over den, der er dygtig til at analysere og prioritere de mange forslag. Og så har Parnes og senere kolleger udviklet en stribe teknikker, nøje tilpasset hvert trin i processen.

Næsten 60 år efter Parnes begyndte sit arbejde med processen CPS udvikles den ved såkaldte Creative Problem Solving Institutes, der tiltrækker over 1000 deltagere, og hvor erfarne udøvere underviser nybegyndere - uden honorar - og deltagerne i fællesskab skaber nye teknikker til glæde for arbejdet med problemløsning og facilitering.

Efter sin pensionering fra stillingen som professor ved International Center for Studies in Creativity, Buffalo State College boede han mange år i San Diego. Her fandt vinterudgaven af CPSI fandt sted, og han trakterede altid gæstfrit hele gruppen af udenlandske deltagere i sit hjem. Viste således også i praksis, at han brændte for at stille sine metoder til rådighed for alle. Billederne har jeg taget ved en sådan lejlighed i 2002.