Behagelighedens princip

Poul Grønhøj var én af Danmarks Radios allerstørste speakere gennem tiderne, og Jon Kaldans Radioklassikeren på P1 mindedes ham og hans faglighed for et par uger siden. En del af udsendelsen består af uddrag fra et tre timers langt radioportræt, jeg i 1991 lavede af Jens Chr. Schmidt, der var Grønhøjs talelærer gennem mange år. Da jeg hørte programmet gik mine tanker  tilbage til min lærer gennem tolv år, og særligt til et hans vigtigste principper.

Jens Chr. Schmidt ca 1985. Foto: Knud LIndholm Lau (c)

 Jens Chr. Schmidt, ca 1985. Foto: Knud Lindholm Lau (c).

 Jens Chr. var uddannet I Talens æstetik ved Københavns Universitet, men var tillige sanger og teaterinstruktør, og med den baggrund evnede han som få at kombinere de forskellige typer af pædagogik, der var udviklet inden for skuespillets, sangens og talens verden. At arbejde med sit eget udtryk kan godt være psykisk krævende, og derfor praktiserede han et behagelighedens princip, der for ham indebar alt det modsatte af tressernes tendens til gruppetvang og letsindig eksperimenteren..

Under behagelighedens princip er der for det første fuldstændig frihed til at melde pas til en hvilken som helst aktivitet. Eleven bestemmer selv.

For det andet har hverken lærer eller medkursister nogen ret til at spørge efter begrundelsen bag et nej, tak. Ikke engang til at udtrykke en fortolkning af nej’et.

For det tredje har pasmelderen en pligt til ikke at genere eller distrahere de medkursister, der ønsker at gennemføre aktiviteten. De andre får altså uhindret lov til at gennemføre det foreslåede, der eksisterer ingen vetoret i rummet.

Princippet er meget virksomt som en ramme for undervisning i præsentation og anden mundtlig kommunikation, og jeg underviser aldrig uden. Det letter det pres, man ofte kan føle som elev, det skaber en tryghed, der afværger understrømme i kursuslokalet, det fastholder et fokus på det faglige og mindsker tendensen til ubehagelige psykologiseringer.

Jeg har altid hos kursister mødt forståelse for princippet og set, at det på ingen måde lægger en dæmper på motivation, mod eller arbejdsomhed, tværtimod. Det er i sig selv lærende at skulle overveje, om en foreslået aktivitet er gunstig for sin egen udvikling, og et pas, nej tak opøver en kollegial respekt overfor både de deltagende og den pas-sigende.

 

Men tilbage til mindeudsendelsen om Poul Grønhøj. Den kan høres her - og er værd at høre. Man får noget så sjældent som et indblik i værkstedsarbejdet mellem en stor stemme og en pædagog, som Jens Chr. Schmidt ofte kaldte sig selv. Blot ”pædagog”, selvom han var en stor pædagog, én af de bedste i sin generation. Og så kan man tillige høre den nye p1-chef Thomas Buch Andersen, der som ung speaker havde Grønhøj som kollega og mentor, sætte sig mål for sproget på p1. Endelig kan man selvfølgelig høre en stor stemme, der aldrig holdt op med at udvikle og øve sig, hvis lyd vil leve for altid i de mange radio- og TV-programmer, han lagde stemme til;men ikke blev portrætteret som medienavn. Han var dygtigheden, men også beskedenheden selv.

 

 

Jens Chr. Schmidt døde i 1997, kun 64 år gammel. Han uddannede et stort antal skuespillere, sangere, talere og journalister, både under ansættelser ved skuespilskoler og DR og i sin omfattende private undervisningspraksis. Han stod i spidsen for Danmarks Radios medieretoriske uddannelse 1987- 89, hvor jeg deltog som elev sammen med fire andre. Se Wikipedia.

Poul Grønhøj døde den 4. marts 2016, 77 år gammel.